Udsigt til amerikanske hjælpepakker til økonomien og flere COVID vacciner på vej betød, at januar endte i plus.

De globale aktiemarkeder startede året ud som 2020 sluttede: med pæne stigninger. Mod slutningen af måneden bredte der sig dog en uro på aktiemarkederne, der medførte at størstedelen af månedens pæne afkast desværre blev sat over styr. Usikkerheden blev skabt, da en række private investorer gik til kamp mod en gruppe hedgefonde ved at købe massivt op i udvalgte mindre aktier. Det tvang både hedgefondene og andre professionelle investorer til at sælge bredt ud af deres aktier, hvilket betød faldende kurser verden over. Vores investeringsekspert, Jacob Hvidberg Falkencrone mener dog kun, at der er tale om midlertidig uro.

”Uroen i slutningen af januar ser ud til at være kortsigtet og ikke noget, der fører til større fald på markederne. Derfor er der, efter vores mening, heller ikke grund til bekymring for langsigtede investorer” siger han.

Han peger desuden på to andre vigtige begivenheder for finansmarkederne i januar. Først og fremmest at Demokraterne vandt flertallet i den amerikanske kongres ved omvalget i Georgia, hvilket betyder, at investorerne kan sætte næsen op efter yderligere hjælpepakker til økonomien. Derudover skrider den globale COVID vaccinationsproces fortsat frem. Og trods usikkerhed omkring forsinkelser i EU blev endnu en vaccine officielt godkendt, og flere andre er på vej, hvilket er godt nyt.

Alt i alt betød det, at alle Junes fonde, trods lidt udsving, endte måneden i plus, med afkast mellem 0,1% og 1,5% afhængig af valg af risiko.

Denne blogpost udgør ikke i sig selv investeringsrådgivning. Den skal ikke ses som opfordring til at købe eller sælge andele i Junes fonde. Investering er altid forbundet med en risiko, og eventuelt afkast kan være negativt. Du er selv ansvarlig for at afklare juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering for dig.


Vil du investere din opsparing?