Nu er der mere fleksibilitet i din June-investering

I dag lancerer vi en ny feature til June, som gør det muligt at ændre, hvilken June-fond dine penge er investeret i. Du kan naturligvis få en ny anbefaling, før du vælger, hvis din økonomiske situation, tidshorisont eller risikovillighed har ændret sig.

Når vi udvikler nye funktionaliteter til June, kigger vi altid på den feedback, vi får fra alle jer, der investerer med June. Vi får feedback om mange forskellige aspekter af June, men muligheden for at skifte investeringsfond har uden tvivl været den mest efterspurgte.

 

Hvorfor har det taget så lang tid?

Mange brugere har også spurgt os, hvorfor det har taget så lang tid at få løst. Forklaringen har tre dele:

  1. For det første har vi været nødt til at bygge en stor del af den kode, som ligger bag June om, for at kunne gøre det muligt. Det er en mere kompleks opgave, end man måske umiddelbart kunne forvente.
  2. For det andet ville vi gerne have et helt nyt sæt investeringsfonde parat, som, vi mener, er et bedre tilbud til kunderne. De er nemlig både en lille smule billigere og screenede. Det betyder, at hvis du ændrer June-fond til en af de nye, bliver dine penge kun investeret i virksomheder, der ikke producerer eller distribuerer klyngebomber eller landminer, og at vi arbejder for, at virksomhederne har ordentlige arbejdsforhold og en ansvarlig ledelse. Læs mere om det her.
  3. For det tredje, ville vi gøre det muligt at få en ny anbefaling fra June i forbindelse med at skifte. Derfor kan du fra i dag gå igennem anbefalingsforløbet igen, hvis der er noget, der ændrer sig i din økonomiske situation, din tidshorisont eller din risikovillighed. Vi anbefaler alle kunder at tage tjekket en gang om året. Så kan du sikre, at du har den rigtige investering for dig og din økonomi.

Vi ved, at den lange ventetid har sat mange af vores brugeres tålmodighed på prøve, men vi håber, det har været ventetiden værd.

For erhvervskunder er det desværre ikke muligt at skifte fond endnu, men det arbejder vi på at løse.

 

Du skal selv ændre fond – også selvom du ikke vil skifte risikoniveau

Hvis du vil ændre din investering til en af de nye June-fonde, skal du selv logge ind på june.dk og lave ændringen. Vi kan af juridiske grunde ikke gøre det på dine vegne.

Husk: Du kan også skifte til en ny-fond, selvom du ikke ønsker at skifte risikoniveau, men godt kunne tænke dig mere ansvarlig investering og lidt lavere priser. Det koster ikke noget at skifte fond.

Når du er logget ind, kan du ændre June-fond sådan:

  1. Åbn menuen
  2. Klik på “din investering”
  3. Vælg “Ny anbefaling” – når du har fået en opdateret anbefaling, kan du acceptere den, eller vælge en anden June-fond selv.