Vi har lavet om på de investeringsfonde, man kan investere i gennem June. Fremover kan du investere i screenede fonde - tilmed en smule billigere end før.

I dag lancerer vi fire nye investeringsfonde i June, som fremadrettet erstatter de fem investeringsfonde, som hidtil har været tilgængelige i June. Samtidig bliver det (endelig) muligt for eksisterende kunder at ændre deres June-fond/risikogruppe – helt gratis.

Hvis du allerede har en investering med June, bliver du ikke automatisk flyttet over i en af de nye fonde. Af juridiske grunde, kan vi ikke gøre det på dine vegne. Læs med her og se, hvordan du gør.

 

Hvad er forskellen på de nye og de gamle fonde?

Den fundamentale forskel på de nye og de gamle June-fonde er, at det der ligger i June-fondenes motorrum, altså det man investerer i, er blevet skiftet ud.

Hvor de gamle June-fonde kun investerede i ETF’er (Exchange-Traded Funds), investerer de nye June-fonde overvejende i andre typer af investeringsfonde fra Danske Bank suppleret med screenede ETF’er fra eksterne udbydere.

Ved at sammensætte June-fondene på den måde, har vi mulighed for at tilbyde June-fonde en smule billigere og samtidig sørge for, at de følger principper for bæredygtige og ansvarlige investeringer. Hvad der ligger bag disse principper, kommer vi tilbage til senere i denne blogpost.

 

Hvad bliver IKKE lavet om?

June investerer stadig i underliggende fonde, som følger brede indeks af aktier og obligationer på tværs af næsten alle sektorer og regioner. Det sikrer, at fondene stadig lever op til vores princip om at sikre stor risikospredning.

Junes fonde investerer fortsat efter principper, som står på skuldrene af Harry Markowitzs nobelprisvindende “Modern Portfolio Theory”, og vi har fortsat eksperter, som løbende overvåger og vedligeholder June-fondenes investeringer i forhold til afkast og risiko.

Som det altid har været tilfældet, benytter June kun underliggende fonde, som er godkendt efter UCITS-standarden (EU-standard for investorbeskyttelse), og de nye fonde medfører ikke mere besvær for dig, som investerer med June.

 

Lavere priser med de nye June-fonde

De løbende omkostninger i alle nye June-fonde er 0,69%, mens det for de gamle er 0,70% til 0,74%.

De indirekte omkostninger ligger mellem 0,19% og 0,25%, mens de gamle June-fonde ligger mellem 0,20% og 0,35%.

Lægger man de løbende og de indirekte omkostninger sammen, er alle fondene blevet en smule billigere. Nemlig 0,04 til 0,12 procentpoint end de tilsvarende gamle fonde.

 

Fem fonde bliver til fire

I forbindelse ændringen, har vi valgt at reducere antallet af fonde i June fra fem til fire. Derfor vil nye brugere ikke længere blive anbefalet at investere i June Defensive, dvs. den fond, der indeholder den største andel af obligationer.

Kunder, der allerede investerer i June Defensive, kan fortsætte med at gøre det, hvis de ønsker, men de kan også skifte til June Moderate Screened, som er den af de nye fonde, der indeholder flest obligationer.

 

Vægtningen mellem aktier og obligationer

For at kunne passe til kunder med lav appetit på risiko og kort tidshorisont, er vægtningen mellem aktier og obligationer blevet justeret lidt i June Moderate Screened, så den indeholder lidt flere obligationer end den gamle June Moderate-fond.

Som tabellen herunder viser, fortsætter de øvrige June-fonde med samme spænd mellem aktier og obligationer, som de tilsvarende gamle fonde. Spændet skal ses som en ramme for, hvor langt op eller ned andelen af aktier eller obligationer kan bevæge sig. Hver fond har et mål, som den i gennemsnit skal ramme over en årrække, men i perioder kan eksperterne skrue den ene eller den anden vej – afhængig af deres forventninger til markedet.

Følger principper for  ansvarlig investering

Som man kan se i skemaet ovenfor, har Junes fonde fået nye navne. De har fået tilføjet et “screened” bagefter. Det skyldes, at de nye fonde følger principper for bæredygtige og ansvarlige investeringer gennem såkaldt “screening”. Det betyder, at de nye June-fonde ikke investerer i virksomheder, hvis de fx er involveret i sanktionerede våben som landminer, klyngebomber, kemiske-, biologiske- og atomvåben, eller hvis de tjener størstedelen af deres penge på kul. Samtidig bliver der taget højde for, om virksomhederne har ordentlige arbejdsforhold og en ansvarlig ledelse.

Der findes mange forskellige definitioner på, hvornår en investering er bæredygtig og ansvarlig og dermed, hvordan man laver denne screening i praksis. I June bliver der screenet efter to forskellige politikker, da de nye June-fonde inkluderer underliggende fonde fra både Danske Bank og fra en ekstern leverandør.

 

Forskellige politikker for screening: Sådan fungerer det

De underliggende fonde, der udbydes af Danske Bank, bliver screenet efter Danske Banks politik om bæredygtig investering. Det betyder, at virksomheder, der er omfattet af bankens investeringsrestriktioner, bliver sorteret fra. Læs mere om det her.

De underliggende fonde, som udbydes af eksterne leverandører, bliver screenet efter MSCI’s definition af ansvarlig investering og følger deres såkaldte SRI-indeks. Princippet her er, at MSCI tildeler alle virksomhederne i deres brede indeks en score efter, hvor godt de klarer sig på en række forskellige parametre for ansvarlig investering. De 25% af virksomhederne som får den bedste score, er dem som kommer med i SRI-indekset. Læs mere om MSCI’s SRI-indeks her.

MSCI’s SRI-indeks er generelt på højde med, eller mere restriktivt, end Danske Banks politik, og som investor kommer man derfor ikke til at investere i selskaber, der er omfattet af Danske Banks investeringsrestriktioner.

De underliggende fonde, der investerer i statsobligationer, dækker i skrivende stund kun europæiske og nordamerikanske statsobligationer og investerer ikke i stater, som er sanktioneret af EU eller FN.

 

Et område i udvikling

Ansvarlig og bæredygtig investering er et område, der hele tiden udvikler sig. Både Danske Banks og MSCI’s SRI-indeks’ poltikker er dynamiske størrelser, der kan ændre sig over tid. Vi overvåger løbende politikken for MSCI’s SRI-indeks, så vi kan reagere, hvis der skulle opstå væsentlige afvigelser i forhold til Danske Banks.

Fordelingen mellem underliggende fonde fra Danske Banks fonde og eksterne leverandører er forskellig fra June-fond til June-fond. Pr. september 2018 ser fordelingen sådan ud:

Fordelingen af underliggende fonde i Junes fonde

Se flere detaljer om hver af de nye June-fonde her, inklusiv faktaark, prospekt og KIID: June Moderate Screened, June Balanced Screened, June Progressive Screened, June Opportunity Screened

Skift June-fond, helt gratis

Hvis du allerede investerer med June, vil du ikke automatisk få flyttet din investering over i en af de nye fonde – du skal selv aktivt gøre det. Det er gratis at gøre, og du kan gøre det her Hvis du foretrækker, at din investering fortsætter i den gamle fond, behøver du ikke foretage dig noget. De gamle fonde bliver ikke lukket på nuværende tidspunkt, men vil ikke blive tilbudt til nye kunder.

Hvorfor har June fået nye fonde? Interview med Thomas Enevoldsen

Thomas Enevoldsen er investeringsekspert i Danske Bank og en del af holdet, der har lavet June.

 

Hej Thomas. Hvad er der nu galt med ETF’er? Er det ikke det, vi her på bloggen tidligere har talt om som fremtiden for investering?
“Der er ikke noget galt med ETF’er – det kan stadig være en fin og nem måde at investere i brede indeks på. Men vi har i June længe haft et ønske om, at kunne tilbyde mere ansvarlig investering – og der har også været en stigende efterspørgsel efter det fra brugernes side. Udbuddet af screenede ETF’er fra de store globale leverandører har desværre ikke udviklet sig så hurtigt, som vi havde håbet. Derfor har vi sammensat indholdet af June-fondene på en anden måde, så de består af mindre andel screenede ETF’er kombineret med andre screenede Danske Bank-fonde.”

Er de nye fonde så lige så gode som de gamle, når vi kigger på forventet afkast?
“Ja, det er klart vores forventning. Junes fonde har altid investeret i mere end tusind forskellige virksomheder, og det gør de stadig. I den kontekst er det en relativt lille gruppe virksomheder der, med den nye screening, er blevet ekskluderet. Når man investerer med stor spredning, er man ikke så afhængig af, hvordan enkelte virksomheder klarer sig, og June vil derfor stadig fokusere på at levere et stabilt og langsigtet afkast.”

Hvorfor var June ikke screenet fra starten?
“Vi lancerede den første version af June, som ikke var screenet, fordi vi ville imødekomme et ønske fra mange kunder, om at blive tilbudt en digital investeringsløsning til en lav pris. Efter vi lancerede den, har der været både feedback og kritik fra kunder og omverdenen, og det har vi lyttet til. Derfor er vi glade for nu at lancere en screenet version af June, som stadig har en konkurrencedygtig pris.”

Er der et større aktivt lag i de nye fonde, eller er det stadig som før?
“Nej, det grundlæggende koncept for June er ikke ændret overhovedet. De underliggende fonde i June er stadig baseret investering i passive fonde. Og vi har stadig et hold af eksperter, som aktivt overvåger fondenes udvikling og løbende kan justere investeringerne i forhold til risiko og afkast i henhold til Danske Banks forventninger til markedernes udvikling.”