Hvorfor taler investorer så meget om de to dyr, og hvad er et bull- eller bear-marked?

Hvis du har lyttet til Millionærklubben eller kender nogen, som går meget op i investering, har du sikkert hørt dem tale om bull og bear – altså tyre og bjørne. Det kan være i sammenhæng, som “vi befinder os i det længste bull-marked i mands minde”, “jeg tror, vi er på vej ind i et bear-marked”, eller “jeg er bullish på den aktie”.

Tyren og bjørnen er symboler, der er en fast del af den klassiske investorjargon og bliver brugt over hele verden. Der er rejst statuer af tyre og bjørne foran børserne i både New York og Frankfurt, og de to dyr dukker regelmæssigt op som symboler på alverdens hjemmesider og fora om investering.

Start din investering på 10 minutter


Kom i gang nu

 

Hvad betyder bull og bear?

Bull og bear kan bruges til at beskrive, både hvordan den generelle tendens er på et marked eller på en aktie, men også hvordan en investor opfører sig eller ser på en bestemt aktie, obligation eller andet investeringsobjekt.

Der er tale om et bull-marked, når pilen peger opad, og der er en forventning om, at kurserne vil stige.

Der er tale om et bear-marked, når pilen peger nedad, og der er en forventning om, at kurserne vil falde.

Hvis en investor siger, at han er bullish på en aktie, betyder det, at han tror på, at den vil stige, og har en plan om at købe eller allerede har købt godt ind af den pågældende aktie.

Omvendt, hvis investoren siger, at han er bearish på en aktie, betyder det, at han tror den vil falde. Derfor vil han sandsynligvis sælge aktien, shorte den, eller vente til den er faldet nok til, at han kan købe den billigt.

For at sige det så simpelt som muligt:

Tyren (bull) betyder stigende kurser (tyr = op)
Bjørn (bear) betyder faldende kurser (bjørn = ned)

 

Hvorfor er tyr op og bjørn ned?

Der findes ikke en entydig forklaring på, hvor metaforerne om tyren og bjørnen stammer fra, eller hvorfor tyr er op, og bjørn er ned. Men den mest udbredte forklaring lader til at være denne, som har to dele. Den starter med bjørnen.

1)
Du kender sikkert udtrykket, “Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt”. Den første forklaring har faktisk noget med dette at gøre. I gamle dage (vi taler ca. dengang onkel Joakim var guldgraver i Klondyke) var det big business at sælge skind fra bjørne i USA. De fleste bjørneskindssælgere var mellemmænd mellem kunderne og jægerne. De solgte næsten altid skindet, før bjørnen var skudt, og derfor var det gode tider for dem, når indkøbsprisen på bjørneskind var nedadgående. Så kunne de nemlig få en højere pris fra kunderne, end den, de skulle betale til jægerne – på den måde kunne de selv tjene flere penge. Sagt i moderne investeringsjargon, så fik bjørneskindssælgerne et større ‘spread’, når bjørneskindsprisen var faldende.

Derfor blev bjørnen et symbol på faldende markeder.

2)
Set med nutidige øjne virker en tyr ikke som det mest oplagte dyr at vælge som modvægt til en bjørn. Men udtrykket har forbindelse til de arrangerede kampe mellem bjørne og tyre, som var en almindelig del af søndagsunderholdningen i amerikanske nybygger-byer for ca. 150 år siden. Kampene gik i sin simple ondskabsfuldhed ud på at se, hvilket dyr der hurtigst kunne slå det andet ihjel; den bomstærke brunbjørn, eller den eksplosivt angribende tyr.

Fordi bjørnen var et symbol på faldende markeder, blev tyren (bjørnens modsætning) et symbol på stigende markeder.

En del af internetfolkloren om emnet er, at man kan huske det på, at en bjørn angriber ved at slå poterne nedad, mens en tyr angriber ved at stange hornene opad.

Så for at opsummere; Bjørn/bear = ned. Tyr/bull = op.

 

Hvad betyder det for din June-investering?

Når man investerer langsigtet, som vi anbefaler at man gør med June, betyder det ikke det store, om der på kort sigt er et bull eller bear market. Det vigtige er, at se sin investering i forhold til hele den tidshorisont man har valgt.


Sådan kommer du i gang med at investere