Diamanthandleren har igennem tiden omsat for mere end 750 mio. kr. - gæt engang, hvad han investerer i privat ...

Smykker og værdifulde sten har altid fyldt meget i Ulrik Hartmanns liv; som barn fik han til opgave at vurdere guld og sølvs værdi i sin stedfars firma, og de sidste 20 år har han kunnet skrive indehaver af den anerkendte juveler Hartmann’s på sit visitkort.

Hvordan endte du i branchen?

Jeg kom lidt sjovt ind i branchen, fordi min mors mand havde en virksomhed, der købte brugt guld og sølv. Allerede som 10-11-årig blev det min opgave at gætte prisen på det, han havde købt på diverse auktioner ud fra en kunstnerisk og sjældenheds-værdi. Som 16-årig startede jeg i et auktionshus i Aarhus, og i 1997 åbnede jeg Hartmann’s på Bredgade i København.

Start din investering på 10 minutter


Kom i gang nu

 

Hvordan opstod din interesse for diamanter?

Jeg har altid syntes, smykker og diamanter er spændende. Da jeg var ung, var det værdien og myterne, som fascinerede mig, men i dag er det bl.a. diamantens rejse fra rå diamant til poleret skønhed. Hele den lange rejse, den tager, hvor du skal håndplukke den rigtige sten, indfatte den i et smykke, designe det og lave et flot resultat til kunden. Den proces er jeg mere forelsket i nu. Det er en spændende udfordring – og også et stort privilegium at arbejde med langtidsholdbar luksus. Når du køber en bil eller en pels, har den en levetid på ti år, mens mange af de ting, vi sælger i vores butik, går i arv til næste generation.

 

 

Ulrik Hartmann er indehaver af juvelerfirmaet Hartmann’s i København.
Ulrik Hartmann er indehaver af juvelerfirmaet Hartmann’s i København.

 

Hvornår startede du med at investere i diamanter?

Det gjorde jeg sådan set allerede, da jeg var i tyverne. Men det var nok først rigtigt, da jeg fik bygget et hjem og en familie op, at jeg for alvor fik tid og råd til at investere i diamanter. Man køber hus og bil, før man køber diamanter. I mit tilfælde er mit varelager også en opsparing, fordi jeg reinvesterer de penge, jeg tjener, i mit varelager, så Hartmann’s har Skandinaviens største udvalg af diamanter.

 

Hvad er en investeringsdiamant?

Ordet investeringsdiamanter bliver brugt i flæng i min branche, og nogle kalder eksempelvis champagnefarvede diamanter for investeringsdiamanter. De er sjældne, de er smukke, men der findes for mange champagnefarvede diamanter, til at de bliver rigtig sjældne og eftertragtede. Så skal man leve meget længe. Hvis du skal investere i en diamant, skal du investere i den bedste i sin kategori. Hvis der er 100 diamanter i en kategori, skal du vælge den ene diamant, der har nogle særlige egenskaber, der vinder over alle de andre. Hvis du vælger det bedste af det bedste, vil der altid være liebhavere, der vil købe det.

 

Hvilke diamanter har du investeret i?

Jeg har to pink diamanter fra Argyle minen i Australien, som er kendt for at have de mest intense og farvemættede pink diamanter i verden. Og så har jeg en blå diamant, som er sindssygt flot, og som jeg er rigtig glad for. De tre diamanter kommer ikke lige til salg, med mindre der er en helt særlig efterspørgsel på dem. De er utroligt smukke og sjældne.

Nogle gange er det godt at have nogle aktiver gemt af vejen, så hvis der sker mig noget, har jeg altid de her sten, som jeg kan realisere. Hvis nu f.eks. aktiemarkedet kollapser, eller der sker noget andet markant på de finansielle markeder, så har jeg et fysisk aktiv, som jeg kan omsætte. Det er fordelen ved diamanter.

 

Hvad vil dit afkast være, hvis du skal sælge dem igen?

Hvis man skal investere i diamanter, skal man gøre det på lang sigt. Ikke noget med at købe en diamant og tro, at man skal sælge den om tre år. Der vil jeg anbefale mindst 4-8 år, og jeg håber, at min investering er fordoblet om ti år. Heldigvis er diamanter ikke noget, der bliver forældet eller kan tage skade ligesom et møbel eller et maleri, og jeg tænker på diamanterne som en måde at fremtidssikre mine tre børn.

Pink Familiebillede
De største diamanthandlere i verden bliver hvert år inviteret til ‘Argyle Pink Diamonds Tender’ i Australien for at byde på årets ‘høst’ af pink diamanter. Ulrik Hartmann er en af dem, og to af hans personlige investeringsdiamanter stammer fra selvsamme mine.

 

Er du ikke bange for, at din investering vil tabe værdi?

Jeg forventer på ingen måde, at diamanter går af mode, men der kan være udsving i udbud og efterspørgsel. Man kan sammenligne det lidt med et Picasso-maleri. Går Picasso af mode? Nej, men nogle gange koster et maleri 600 mio. kr. andre gange 300 mio. kr. Når du har noget, der er unikt, og som der findes en mikroskopisk del af, vil der altid være kunder til det. Af samme grund skal man vælge det bedste indenfor kategorien farvede diamanter. Det er ikke nok bare at købe en lyserød diamant og tro, at det er en god investering: Man skal virkelig håndplukke det bedste af det bedste og op i en vis prisklasse.

 

Har du mistet penge på din investeringer?

Aldrig nogensinde.

 

Investerer du kun strategisk eller også på grund af en diamants skønhed?

Når man køber diamanter, skal man købe med hovedet og ikke med hjertet. Der findes masser af smukke diamanter på markedet, som kan få mig til at falde i svime, men det er ikke alle diamanter, der vil være en god investering. Derfor er det også vigtigt at tænke sig om, når man køber en diamant. Er det for at gøre konen glad? Eller for at investere i en diamant, der stiger i værdi?

Det interessante ved at investere i diamanter er, at du får mulighed for at nyde dem, samtidig med at din investering vokser. Den mulighed har du ikke, hvis du har en masse penge stående på en bankkonto. Mange af de kunder, der vælger at investere i diamanter, vælger også at bære dem i form af smykker. På den måde bliver afkastet “skattefrit”; du får både en god investering og et uvurderligt smykke, som du kan nyde herlighedsværdien af. Man får dobbelt op så at sige.

Ring 2
Stiger diamanter i værdi? Nogle gør. Ulrik Hartmann lavede for nogle år siden denne diamantring, der blev udbudt til 5,9 mio. kr. Den lå i butikkens montre i et par år, hvorefter den blev solgt med en tillægs-fortjeneste på to mio. kr. – alene på grund af prisstigningen på pink diamanter.

 

Er der nogle investeringer, du ville ønske du havde foretaget?

Hvis jeg for blot ti år siden havde haft det samme rådighedsbeløb, som jeg har i dag – og havde investeret i farvede diamanter, ville jeg have været en meget meget holden mand nu, fordi der har været ekstremt store stigninger på farvede diamanter. Heldigvis ser det ikke ud til, at de går af mode, eller at efterspørgslen falder.

 

Skal man være millionær for at kunne investere?

Tidligere hed det sig, at man kun kunne investere, hvis man havde ml. 200.000-500.000 kroner for at få fat i noget meget sjældent. I dag har vi mange kunder, der kommer ind med 100.000 kr. og stadig kan få fat i en interessant farvet diamant, som er sjælden og unik. Mange kunder, som vi sælger til, kan godt lide at lægge deres æg i forskellige kurve. De har måske aktier og obligationer, lidt vin, lidt kunst og måske nogle ejendomme. For mig er det ikke enten eller at investere i diamanter. Det handler om at fordele sin risiko.

 

Hvor let omsættelige er diamanter?

Diamanter er let omsættelige. Du kan altid gå ud og sælge dem, spørgsmålet er, om du kan få den rigtige pris. Hvis der er tale om kostbare og sjældne diamanter, kan afhændelsestiden være længere end et par uger for at finde den helt rigtige kunde eller liebhaver.

 

Risiko er en vigtig faktor for investorer. Hvad er risikoen ved at investere i diamanter?

Jeg kan ikke spå om fremtiden, men rent historisk har diamanter vist sig at være en fornuftig, langsigtet investering, som aldrig har oplevet de samme fald, som man eksempelvis har set med aktier.

Du skal giftes for anden gang, ved jeg. Har din kommende hustru fået en ring?

Jeg friede sidste efterår til min kommende hustru. Hun ville rigtig gerne have en rektangulær, smaragdsleben diamant, der i øvrigt passer godt til hende og hendes hånd. Men problemet er, at det er svært at give sin kommende hustru en lille diamant på 0,25 eller 0,50 karat, når man selv sælger store diamanter. Så allerede der var jeg tvunget til at gå op i en anseelig karat-størrelse, lad mig sige det sådan. Hun fik en forlovelsesring med en smaragdsleben diamant og to pink diamanter i, der fungerer både som smykke og som investering og økonomisk sikring.

 

Du har tre børn, går de med diamanter?

Min datter gør. Hun fik lavet huller i ørene, da hun var et år gammel og fik sin første diamantring på sin fire års fødselsdag. Vi fejrede hendes fødselsdag på en tapasrestaurant, og da hun åbnede den lille trææske, udbrød hun: ‘Gud, en diamantring!’ Folk ved bordene rundt om kiggede lidt på os. Hun har stadig ringen og har generelt mange smykker. Jeg giver hende ofte smykker ved forskellige lejligheder, de er med til at fejre livets begivenheder, og det sjove er, at de kan gå videre til næste generation.

 

Hvad med dine to drenge, går de med smykker?

Ikke endnu, men jeg har lavet forretninger med min ene søn. Da han var ti år, gav han mig nogle af sine fødselsdagspenge, som jeg investerede i en mindre diamant mod et lovet afkast. Den fortjeneste har han så senere fået udbetalt. Han har lært, at det godt kan betale sig at holde på pengene og investere i noget – og han spørger da også jævnligt, hvordan det går med hans investering.

 

Har du nogle investeringsplaner for fremtiden?

Hvert år inviterer Argyle minen i Australien til en lukket auktion ”Argyle Pink Diamonds Tender” for de største diamanthandlere i verden, hvor de 50-60 bedste sten fra årets høst bliver sat til salg. Hvert år afgiver jeg bud på denne auktion og regner med erhverve nogle af de mest eftertragtede og sjældne diamanter, der findes på diamantmarkedet.

 

Blå 0,72 karat investeringsdiamant.
Blå 0,72 karat investeringsdiamant.

Det er nemt at investere